Markisen rettede igen på sig i stolen og så opgivende ned på den tiltalte. Aftensolen oplyste domhuset, de varme stråler badede væggene i gyldent lys. Hele dagen havde dommer og Markis Virenius Fervigrana observerede udviklingen af lyset fra sit sæde, og han var nu ved dagens sidste og afsluttende domsfæstelse.
Personen på gulvet var tydeligt desperat. Vedkommende var iklædt tøj, hvis farve ikke længere var genkendelig på grund af skidt, snavs og slid. Håret stod vildt omkring den unge tiltaltes ansigt og var lige så ilde tilret og beskidt som resten af personen. Med tårevædet grønne øjne stirrede hun? – han!? Ærligt, det var umuligt at bedømme den tiltaltes køn – op på dommeren, imens vedkomne gentog samme ord igen og igen. De blev sagt med hysteri og angst, og så indtrængende at Virenius næsten troede han forstod dem.

Han havde brugt hele dagen på at afstemme domme og udstede straffe som dommer i Enna-Højs domhus. Som Markis var det hans pligt at overse og dømme retssager Vàllsidag, den første dag i ugen, fra morgen til aften, dog de fleste sager var færdiggjorte inden solen gik ned. Denne morgen var Virenius blevet mødt med de glædelige nyheder at et længeventet handelsskib endelig var vendt hjem fra Idonia. Glæden var dog kortvarig, til hans frustration var der under rejsen blevet fundet en blind passager, der intet havde at gøre på skibet. Kaptajnen havde selv overset at ’passageren’ blev bragt til Brixilian for at blive dømt for sine handlinger efter den brixanske lovgivning. Dog var kaptajnen ikke til stede under retssagen, hun havde blot afleveret den tiltalte og efterspurgt en afhøring, sådan at loven blev fulgt. Den tiltalte skulle jo dømmes, for der var begået en forbrydelse. Hvilken forbrydelse, og på hvilken manér denne var begået var grunden til at Virenius var i domhuset tre timer efter sædvanlig nedlukning.
En ukendt fremmed var skyld i at han havde siddet, på sin utilgivelige hårde dommerstol, og set solen bevæge sig fra den ene side af himlen til den anden. Og stadig var den ukendte ikke blevet dømt eller kendt skyldig på grund af manglende vidneforklaring. Den tiltalte kunne ikke forklare sig, og dermed var sagen sat i stilstand, juristerne omkring dommeren var på grænsen til hysteri og mere fastsat på at få en vidneforklaring end nogensinde før. Da de først var blevet klar over, at den tiltalte, ikke var til at kommunikere med, grundet den tydelige sprogbarriere havde de kaldt efter en tolk. Den eneste tolk Virenius vidste ville kunne oversætte, ligegyldigt hvilket sprog den tiltalte måtte tale, de havde kaldt på Fakultetsleder og Rådsmedlem Elisin Fervigrana, hans kone. Og de havde ventet på hende i lidt over en time.

Det var i disse situationer at Virenius forbandede sin adelstitel og post. Måske havde titlen Markis engang været en titel hævet over lov og orden, men dette var ikke tilfældet, hvis man befandt sig i det morderne Brixilian. I Det Akademiske Rige Brixilian var Markisen bundet mere af lov og ret end den almene borger. Det var Virenius’ pligt at sørge for Enna-Højs beboers velbefindende og fortsatte lovlydighed.
Det at være Markis i Brixilian var ikke en let opgave, men Virenius nød sit arbejde og den position han var blevet givet gennem sin slægt.
Trods den glæde og stolthed han fandt i sit arbejde, kunne han ikke undgå at forbande sin kaptajns lovlydighed. Havde kaptajnen blot fundet den tiltalte og smidt passageren overbord, som det var hørt man gjorde udenfor Brixilians farvande, i stedet for at tage vedkomne med til hjem for at straf og dom skulle afstemmes, havde Virenius været hjemme nu. Han kunne have været sammen med sin familie, sine børn og sin kone, der ellers sjældent befandt sig hos dem. Men nej, kaptajnen var en lovlydig kvinde og en god brixaner, så hvis loven blev overtrådt, skulle der være domsfæstelse, og denne person skulle altså dømmes.

Juristerne omkring Virenius talte indbyrdes og små skænderier brød ud. Det var kutyme at den tiltalte skulle give vidneforklaring, men den blinde passager var ikke til at tale med, og deres tolk var fortsat fraværende, hvilket gjorde udsigterne til domsfæstelse meget fjern.
Da den skælvende fremmede ved retssagens begyndelse, var blevet bragt ind i domhuset, blev vedkommende slæbt ind, ikke fordi personen forsøgte at flygte, men fordi den tiltalte havde insisteret på at krybe hele vejen. Inde ved selve vidnepladsen, hvor det normalt blev set at den tiltalte stod, faldt denne person på knæ og brød ud i gråd. Juristerne havde først set forvirret på den ukendte og derefter vendt sig mod Virenius for råd. Han kunne dog ikke sige andet end, at der ikke stod noget om, at den tiltalte ikke måtte side på knæ under dommen, selv om dette var imod sædvanen.
Enkelte jurister havde forsøgt at informere den tiltalte om at vedkomne kunne få en stol, men da den sendte tjener nærmede sig den tiltalte faldt denne for tjenerens fødder og kyssede hans rober. Dette overraskede alle i rummet, mest af alt tjeneren, der var som frosset til stedet, og ikke vidste om han skulle gå eller blive. Det blev diskuteret om dette også var en lovovertrædelse, men eftersom tjeneren ikke følte sig overfaldet og efter lidt tid frit kunne bevæge sig væk, kunne den tiltalte heller ikke dømmes for dette.
Da der var faldet ro over salen, kunne juristerne endelig begynde deres arbejde. De listede hver enkelt paragraf og lov op, som der muligvis kunne være blevet overtrådt, i graden af alvor, for at dommeren kunne danne sig et overblik over sagen og den tiltaltes forbrydelser. Derefter var eventuelle formildende omstændigheder blevet nævnt.
Det havde taget to timer for juristerne at blive enige om denne liste og lovene, samt at opremse listen, i ordentlig rækkefølge, overfor Virenius, der nedskrev disse, så han kunne huske hvad der var blevet nævnt til den afsluttende domsfæstelse. Det virkede nu som en evighed siden Virenius tog de noter, han nu genlæste for ti-tusinde gang. Uden den tiltaltes vidneforklaring var det eneste juristerne kunne erklære, at i hvert fald paragraffen, der oplyser om, at en persons ejendom ikke må overtrædes eller betrædes uden ret, lov eller ærligt formål, måtte være overtrådt. Resten af lovene og overtrædelsesgraden af disse kunne kun konfirmeres af den tiltaltes forklaring. Så med hovedet i hænderne genlæste Virenius sine noter og lyttede fraværende til sine juristers højlydte diskussion, alt i mens han håbede at hans kone snart ville indfinde sig i domhuset.
Det var faldet Virenius ind, blot at afstemme en dom for at denne sag kunne afsluttes, men grundet reglementet var dette ikke muligt. Han havde troet at undtagelser kunne gøres, hvis ingen kommunikation med den tiltalte kunne opnås. I tilfælde hvor en tiltalt nægtede at afgive forklaring, kunne der stadig udstedes dom, hvilket Virenius havde påpeget for en time siden. Han havde argumenteret for at samme fremgangsmåde kunne bruges her. Enkelte jurister havde nikket og overvejet dette, men størstedelen havde med rette påstået, og gjorde stadig, at den tiltalte ikke var uvillig til af afgive en forklaring, men udeafstand til – hvilket vedkomne ikke skulle dømmes eller straffes for.
Dermed havde retssagen udspillet sig således, at Virenius' jurister skiftevis diskuterede både for og imod forslaget, eventuelle domme, og fremgangsmåden – samt hvordan tidsrøveren bedst kunne kontaktes. En jurist begyndte, hvad der lignede starten på en uendelig monolog, men blev afbrudt af en anden, der overtog. Alle juristerne sagde det samme, men med forskellige ord, og dette var større grobund for uenighed, end hvis de alle havde sagt og ment noget forskelligt. Virenius var nær gråd og havde aldrig haft mere lyst, eller behov for at slå sit hoved gentagende gange ned i bordpladen foran sig. Han forestillede sig, hvordan hans kone ville reagere, hvis ankom til retssagen og han havde et tydeligt blåt mærke i panden. Alternativt, hvis han skulle høre på den ynkeliges bøn og remse i et minut mere, ville han frivilligt frakende sig som Markis og efterfølgende kaste sig selv i havnen. Dette ville konen nok sætte endnu mindre pris på. Og var den tiltaltes evige remse af panik ikke nok til at drive Virenius fra forstanden, så var juristernes evige kor af ”Der skal være domfæstelse!” nok til at gøre resten.

Allerede inden retssagen gik i gang havde Virenius været træt og klar til at tage hjem, han havde halvt i sjov – kun halvt – foreslået at domsfæstelsen kunne udskydes til næste dag. Den nærmeste jurist havde blot peget mod problemmageren, der blev slæbt ind og skulle dømmes, Virenius havde forstået den usagte pointe. Det var tydeligt at den tiltalte skulle have afsagt en dom, i dag, og ærligt havde Virenius hverken tid eller lyst til at møde op i domhuset næste dag.
Men indtil nu havde retssagen ikke været andet end problematisk, kaptajnen, der egentlig havde anklaget udlændingen, var ikke til stede, alt kommunikation med den tiltalte var fejlet og der var endnu ingen udsigter til, hvornår Elisin fandt tid til at fungere som tolk i denne mindre retssag.
Det var forsøgt at skabe kontakt med den tiltalte, enkelte jurister var gået ned til personen og forsøgte at tale med denne. Dette var ikke gået vel. Den tiltaltes strøm af ord var steget til ulidelige højder, og gråden var ikke stoppet siden. Forsøget var ikke blevet gentaget. Virenius så igen ned på tragedien, der rytmisk gentog sig selv.
Hans jurister sad fortsat og jamrede om domsfæstelse, men som tiden skred frem døde ilden i deres bøn. Skyggerne blev kun længere og solen stod kun lige over vandet, da Virenius endelig hørte noget andet end den tiltaltes gråd. Hestehove og en lyden af sten der blev mast og knust under hjul. Heste og en vogn, lyden blev højere og ikke kun Virenius hørte den. I en kort stund tiede han jurister og kun den bløde gråd fra den tiltalte, og den nærmende vogn kunne høres. Vognen og dens heste blev stille, og lyden af en dør der blev åbnet kunne svagt høres på den anden side af domhusets dobbeltdøre.

Markisgift Fervigrana svang dobbeltdørene op og strøg gennem den nu gabende dør. Virenius kunne have grædt af glæde ved synet af sin kone. De havde deres tolk.
”Skat, De kaldte? Hvad er det for noget med den tiltalte? Jeg troede der skulle være domsfæstelse?”, Elisin Fervigrana stillede upåvirket af ventetiden sit spørgsmål, der blev mødt med et ramaskrig fra juristerne, der desperat gentog de udødelige ord ”Der skal være domsfæstelse!”. Under protester spadserede Elisin hen ved siden af den tiltalte, der i løbet af den tid det tog hende at ankomme, var stoppet med at sige sine næsten hellige ord – til Virenius lettelse.
Elisin stoppede ved siden af stolen der var bragt til den tiltalte, og som var det en trone fremfundet til hende selv, satte hun sig i den. Inden hun satte sig, tog hun hjemligt et glas vand fra en nærtstående tjener – som også var ment til den tiltalte, efter nogen havde pointeret at vedkommende måtte være dehydreret efter al den gråd – og holdt det som var det den fineste vin. Velvidende at hun havde hele forsamlingens opmærksomhed, fortsatte hun med at tale, uden at kommentere på den lange messe af domfæstelse.
”Så, mine Domin Jurister,” hun nikkede til sin mand ”Virren, hvad drejer dommen sig om, og hvad er problemet?”, hun skævede til skabningen ved sin side, der igen var begyndt sin bøn, denne gang rettet mod hende, og ligesom den tiltalte havde kysset tjenerens rober, kyssede vedkomne også Elisins rober. Hvor den tiltalte havde rørt hendes robe, var der tydelige afsmitningsmærker. Lugten ramte hende som en mur, og ufrivilligt rynkede hun på næsen. Uvasket, uplejet og usoigneret var de tre ord, der sprang til hendes sind i den fremmedes nærvær, det var tydeligt at vedkomne ikke havde været i nærheden af et bad i flere måneder. Hun drak lidt af sin nyerhvervede vand og så afventende op på samlingen af jurister, uden at gøre mere væsen af den tiltaltes handlinger.
Det var tydeligt for Virenius at ingen af hans jurister så venligt på Elisin Fervigranas handlinger og attitude overfor forsamlingen i lokalet. Elisin selv var også bevidst om dette, men hendes ligegyldighed overfor dem var tydeligere end deres uvilje overfor hende. Enkelte jurister så væk fra kvinden på stolen, andre så i oprør lige mod hende, men ingen af dem sagde noget til hendes opførsel. Havde Elisin blot været en Markisgift, havde de irettesat hende – men hun var ikke blot gift til Virenius. Hun var akademiker, og vigtigere endnu arkanist og Fakultetsleder på det Brixanske Akademi, hvilket også gjorde hende til en af de vigtigste og mest indflydelsesrige tolv individer i Brixilian. Akademiker, arkanist, fakultetsleder og medlem af Det Kongelige Råd, hendes arrogance var ikke velset, men heller ikke ufortjent, hvilket alle i salen vidste, mest af alt Elisin Fervigrana.
”Problemet, Domin, er at den tiltalte hverken forstår eller begår sig på brixansk, og vi”, den talende jurist, en ældre mand med mørkebrunt-halvgråt hår og varme øjne, gestikulerede til resten af forsamlingen, ”ikke forstår et ord der kommer ud af individets mund. Markisen genkendte sproget som et De er bekendt med?”. Elisin kunne ikke skjule det smil, om hun så ville, der fandt vej til hendes mund, hun rettede sig op på stolen og lyttede halvt til den fremmedes ord. Ved sin kones tydelige selvtilfredse smil, måtte Virenius næsten tørre en glædeståre fra sin kind, endelig, var der udsigt til en ende på denne uendelige dag. Han havde nær kastet sig over sin kone, kysset hende og derefter danset hele salen rundt med hende.

Elisin så sin mands blik og hendes smil blev ikke mindre af den glæde hun fandt i dem.
Ja, hun kendte sproget, ja hun kunne oversætte det, og ja hun kunne tale det. Hendes mand havde gjort klogt i at sende bud efter hende, det var ikke et typisk sprog at kunne tale eller forstå, hvis den fremmede havde været fra Idonia, havde der ikke været samme problem. Den almene befolkning kunne begå sig på idonisk, men kun meget få kunne caerimansk. Og hun var en af de få. Sproget var fremmed og blev talt i landet Caerimanos og var langt fra det brixankse sprog i både lyd og system.
Elisin holdt afvisende en hånd op foran individet på gulvet, gestussen var meget effektiv. Den tiltalte stoppede midt i sin remse og frøs fast til gulvet. Virenius var nu bevidst om at kun skranken han sad ved, holdt ham fra at kaste sig over sin kone. Elisin rettede sin opmærksomhed mod juristerne og sin mand, hun nikkede kort og bekræftende.
”Jeg er bekendt med sproget og kan oversætte flydende og fejlfrit mellem brixansk og caerimansk. Hvad har I af spørgsmål?”, ordene blev sagt med et kækt smil, samtidig med at hun brugte en tone ikke ulig den Virenius brugte til domsfæstesle. Dette overraskede ikke Virenius, og juristerne var for kuet af hende og for glade over at en dom nu var i sigte, til at kommentere på Markisgiftens tydelige negligering af deres rang og position under retssagen. Der gik et sekund, to, og domhuset eksploderede i stemmer og spørgsmål fra hver jurist i forsamlingen. Ingen af spørgsmålene var ens og ingen kunne høres, en stemme formåede dog at skære igennem resten.
”Hvad er det den tiltalte siger?”, det var Virenius der tilkæmpede sig salens opmærksomhed. Dette var en evne han havde, han råbte ikke, hævede knap stemmen, men folk hørte, folk lyttede og de blev stille. Stilheden, der fulgte hans stemme, var tung, alvorlig og seriøs. Elisin så på sin mand og forstod hvad han mente. Den tiltalte var stille nu og havde ikke talt siden hun krævede vedkomnes stilhed, men det var tydeligt at den remse, der var blevet sagt da hun først satte sig, havde været en gentagelse af samme ord igen og igen – og disse havde været de samme under hele retssagen. Uden at se ned på det miserable individ, svarede hun. Først sagde hun sætningen på caerimansk, den tiltalte trak sig sammen og vedkomnes hoved skød op fra sin bedende position for at betragte kvinden, der talte den fremmedes eget sprog. Herefter gentog Elisin samme sætning, blot på brixansk:
”Jeg beder jer, slå mig ikke ihjel, dræb mig ikke. Undskyld”, Virenius så ned på den tiltalte og juristerne vekslede bekymrede blikke. Hvad havde den unge tiltalte gjort for at tro døden ville være straffen? En straf skulle gives, det var sjældent henrettelse, men de kunne intet love inden de havde fået en vidneforklarelse for at dommen kunne blive afstemt. De skulle til at diskutere indbyrdes, da deres opmærksomhed igen blev draget til den tiltalte. Individet talte, igen med desperation, men mere målrettet, talen var rettet mod Markisgiften, der svarede.
”Deres Nåde, jeg beder Dem, dræb mig ikke. Jeg beder Dem. Jeg beder Dem!”, Elisin var tæt nok til at hun tydeligt kunne se de lyse striber i den tiltaltes ansigt, hvor tårer havde vasket skidt og jord væk fra kinderne. Hun kunne se frygten og angsten i de klare grønne øjne. Men hun trak på sine skuldre og svarede nøgternt.
”Jeg kan intet love. Du skal jo dømmes, og indtil du er dømt, kan jeg ikke give løfter om straf eller dom”, til dette spilede den tiltaltes øjne sig op og vedkomne kastede sig igen for fødderne af Elisin, og gentog de samme ord, som alle i forsamlingen ville kunne gengive til evigtid. Det virkede ikke til at påvirke Markisgiften, hun så blot op på forsamlingen med hævede bryn og afventede et nyt spørgsmål.
”Spørg efter vidneforklaringen. Hvorfor var den tiltalte på et fartøj, tilhørende Domin Fervigrana, Markis af Enna-Høj, og hvad er grundlaget for at komme til Brixilian”, det var en af de ældste jurister, der fremtvang dette spørgsmål, en kvinde med sort stridt hår og lige så sorte øjne, dog nu tågede på grund af alderen. Spørgsmålet blev gentaget af Elisin på caerimansk, dog reagerede den tiltalte ikke på spørgsmålet, men fortsatte sin bøn om ikke at dø.
”Hey!”, Elisin knipsede sig til den fremmedes opmærksomhed, ”Caerimaner, svar på spørgsmålet. Du kan ikke komme videre før du er dømt, og du kan ikke dømmes, hvis du ikke forklarer dig selv. Og du skal dømmes. Hvorfor var du på Borgherre Fervigranas”, her var Elisin nødsaget til at oversætte Markis, men dette var ikke en titel på caerimansk, og det nærmeste var en Borgherre, så dette blev brugt, ”min mands skib? Og med hvilket formål er du taget til Brixilian?”. Den tiltalte stirrede på Elisin, og svarede med en stemme, der rystede så voldsomt, at selv en indfødt caerimaner ville have svært ved at forstå dem.
”Jeg- jeg be-beklager, Borg-Borgfrue. Je-jeg kommer- jeg kommer fra- Jeg kommer fra et-et klos-et kloster”, det var tydeligt at vedkomne forsøgte at afholde sig fra at græde eller skrige. Den tiltalte gjorde sit bedste for at tale roligt, og fik undervejs mere kontrol over sin stemme. ”Jeg skulle væk- væk derfra, var nødt- nødt til at komme ud- ud af landet- Af Idonia-”. Elisin nikkede kort for at afbryde den tiltalte, selvom det var tydeligt at vedkomne havde mere at sige. Hun kiggede skeptisk ned på den tiltalte, men holdt fred. Det var naivt, og direkte dumt, at tro vedkomne kunne bilde hende ind, at den tiltalte var fra Idonia, når de tydeligt talte caerimansk. Udover det begik vedkomne den fejl at nævne klosteret, som om der var klostre i Idonia. Elisin oversatte for juristerne.
”Han…”. Elisin stoppede kort og så mere indtrængende på den opløste skabning, der krympede sig for hendes blik, og talte kort med vedkomne inden hun igen vendte sig mod juristerne. Virenius forstod selvfølgelig ikke spørgsmålet grundet sproget, men intentionen var klar. Åbenbart var der ikke et eneste individ, der med sikkerhed kunne tyde den tiltaltes køn, og Elisin var uberørt over at stille ellers akavede spørgsmål.
”Han beretter at være fra et kloster og flygtende ud af Idonia”, samtlige jurister kiggede en enkelt gang ned på den tiltalte og skrev bekræftende en note ned, den tiltaltes første vidneforklaring – eller en rettelse af tidligere nedskrevet køn.
”Hvor stammer den tiltalte fra? Caerimanos eller Idonia? Og med hvilket grundlag er han flygtet”, Virenius selv havde netop nedskrevet den tiltaltes identitet som caerimaner, endelig havde de fået muligheden for at udspørge den tiltalte, og hvor kommer du fra var et spørgsmål! Men juristens spørgsmål var oprigtigt, det blev tydeligt for Virenius at den tiltaltes tidligere svar havde været tvetydigt. Flygtende fra Idonia, men også fra et kloster? Udsagnet gav ikke mening, dog virkede Elisin ikke lige så imponeret over juristens spørgsmål og gjorde intet for at skjule sin nedladenhed overfor den jurist, der ville spørge den tiltalte om etnicitet. Hun lod dovent sit blik falde på den tiltalte og spurgte, tydeligt uinteresseret, om hans etnicitet.
”Caerimaner, hvor kommer du fra? Hvad er dit hjemland?”, ikke overraskende så den tiltalte undrende på Elisin og svarede.
”Caerimanos”, Virenius så hvordan Elisin nikkede overdrevent og derefter så op på juristen, og oversatte, hvilket var dybt unødvendigt, da landet havde samme navn på begge sprog.
”Den tiltalte har netop informeret, at han stammer fra Caerimanos”, Virenius kunne se på Elisin at hun nød dette, og han vidste ikke om han skulle græde eller grine ved hendes kommentar og latterliggørelse af juristen, dog var han bevidst om at hans tidligere fantasi om at hoppe i havnen kom snigende tilbage. Det var tydeligt at udstillelsen påvirkede juristen, spørgsmålet om mandens etnicitet var oprigtigt og nødvendigt for at opklare tidligere forvirrende svar. Virenius så, hvordan hans kone forsøgte at vende et kløgtigt spørgsmål imod juristen, og det virkede. De andre jurister havde forsøgt at skjule deres smil og holdt deres latter tilbage under hendes udstilling af spørgsmålet og den spørgende.
”Og grundlaget? Hvad er grunden til hans flugt?”, manden forsøgte at tilkæmpe sig blot lidt af sin tabte værdighed, ved at fortsætte som ordfører, men til ingen nytte. Virenius håbede at det var deres nittenårige lange ægteskab, der gjorde ham i stand til at se Elisins uvilje og ligegyldighed overfor denne jurist, men det ville være naivt at tro – og Virenius var ikke naiv. Uviljen var der, og uviljen blev tydeligt præsenteret af Elisin, men hvorfor – hertil vidste han at kun han selv kunne tyde Elisin og hendes ønske. Hun ville forsvare den unge caerimaner, der stadig hulkede for hendes fødder, hvorfor hun gjorde dette kunne Virenius kun gætte sig til.
Med himlende øjne så Elisin op på juristen og svarede ham uden at konsultere den tiltale.
”Han er fra et kloster. I Caerimanos. Det er her de holder deres magikere, for at kontrollere dem”, juristen rynkede på brynene og skulle til at forsvare sig, men Elisin holdt endnu en gang sin hånd op og juristen blev, meget li den tiltalte, tavs. Virenius fangede Elisins blik, hun forsvarede den tiltalte, dette var imod reglementet og kun hendes frihed gennem hendes akademiske position reddede hende fra selv at blive tiltalt. Hun burde have spurgt caerimaneren til grundlaget, dette vidste de begge. Han ville selv have gentaget juristens spørgsmål, da hun sagtens kunne have undladt at svare manden ene og alene på grund af nag, men det blik, der mødte ham, var ikke spøgefuldt eller irriteret. Stædigt, ja, og bestemt, men også alvorligt, hun ville ikke, om hun så blev beordret til det, spørge den tiltalte, hvorfor han var på flugt – og i forlængelse heraf, hvad han havde gjort i Caerimanos.
Han vidste, at selv hvis han spurgte hende, ville hun give samme svar, han er fra et kloster, resten giver sig selv. Måske var det fordi hun følte med de undertrykte individer i Caerimanos, der tilfældigvis besad indædt arkanisk potentiale, magikere som de blev kaldt i andre lande. Hun ville trods alt have befundet sig i samme situation, var hun født i Caerimanos og ikke i Brixilian, eller måske havde hun andre grunde til ikke at spørge den fremmede om hans fortid, ligegyldigt grundlaget, så hun trodsigt op på juristerne og Virenius.
”Andre spørgsmål? Andet han skal vidne om?”, hvis hendes ord havde været mere spydige eller mere hånlige, havde juristerne nok endelig smidt hende ud af domhuset, men kun Virenius hørte den bagvedliggende tone, og valgte ikke at kommentere på den, i stedet forsøgte han at massere den altopslugende hovedpine væk, men denne var lige så stædig som hans kone. Juristerne omkring ham vekslede bekymrede blikke og skævede skiftevis til Elisin, fakultetsmedlem og arkanist. Usikkerheden og ubehaget i domhuset var tydelig, de var ikke tilpasse ved hendes humør og evne til at påvirke de arkaniske energier.
”Ville De, Domin Fakultetsleder, være så venlig at spørge, hvorfor den tiltalte er flygtet til Brixilian”, dette var en af de yngre jurister, han havde tydeligvis hørt skarpheden i hendes ord, og valgte at svare hende på samme manér. Det tog alt hvad Virenius havde i sig ikke at gå fra salen, bare rejse sig og gå. I stedet så han på sin kone, der igen var ved at svare uden at tilspørge den tiltalte. Han fangede hendes gyldne øjne og uden at sige et ord, gjorde han det tydeligt, at hun ville spørge den tiltalte, inden hun svarede, ellers ville hun ikke svare overhovedet og dertil forlade salen omgående. Hun kneb sine øjne sammen som svar på hans befaling og så modvilligt op på den unge jurist.
”Selvfølgelig, Domin”, overdrevent vendte Elisin hele sin opmærksomhed mod udlændingen og fortsatte sine spørgsmål.
”Af hvilken årsag er du flygtet til Brixilian?”, Elisin forlængede juristens spørgsmål med sit eget, inden den tiltalte kunne nå at svare, ”Og hvilket kloster kommer du fra?”, ved dette spørgsmål lignede det for Virenius og øvrigheden at hun havde truet ham på livet, så voldsom en reaktion havde han på hendes ord. Først blev han stille, han rørte ikke det mindste på sig, derefter begyndte han at ryste. Han skælvede så voldsomt at det lignede han ville starte et jordskælv, og havde han ikke allerede siddet på sine knæ, var han faldet.
”Deres- Deres Nåde, jeg- jeg kom- jeg kommer for at- at finde sikkerhed", han krøb tættere på hende, og greb krampagtigt kanten på hendes rober, "Jeg- jeg er på- jeg er på flugt og- og Brixilian- Brixilian var det længste væk jeg kunne komme”. Elisin nikkede, og bemærkede at han ikke svarede på hendes andet spørgsmål. Hun ignorerede også usandheden i hans påstand, Brixilian var langtfra det længste man kunne komme – men ham om det.
”Og fra hvilket kloster kom du?”, manden skævede til juristerne og så derefter igen på Elisin, han forsøgte flere gange at tale, men aldrig kom der en lyd. Det varede ikke længe før Markisgiften ville gentage sit spørgsmål, men den tiltalte nåede at svare først.
”Et lille kloster, nord i Caerimanos. Deres Nåde”, han næsten hviskede ordene. Det var tydeligt at han ikke ønskede at benævne klosteret mere, så Elisin vendte sig i stedet mod forsamlingen og gav dem, hvad de måtte formode var oversættelsen af det givne svar.
”Han kom til Brixilian for at finde frihed. I Brixilian er arkanister frie og dette er tillokkende for enhver klosterbundet magiker”, dette var ikke det svar den tiltalte havde givet, men Elisin fandt det mere passende, og det gav mindre lejlighed til flere spørgsmål. Og ingen kunne anklage hende for at tale usandt, den tiltalte kunne ikke tale brixansk og resten af forsamlingen kunne ikke caerimansk, det var trodsalt hele grundlaget for hendes indvielse i sagen. Derudover var hun ved at finde situationen trættende, og det var tydeligt at se på hendes mand, at han var klar på at dræbe den tiltalte, blot for at komme hjem – og dette ville være højst upraktisk for hende. En død arkanist ville ikke være til megen hjælp. Så det var bedre at afslutte retssagen så hurtigt som muligt.

Juristerne nikkede indbyrdes til hinanden, og havde ingen opfølgende spørgsmål, måske mærkede de også Elisins uvilje til at fortsætte retssagen, eller måske var det det nært forstående mord de kunne fornemme fra Virenius, der gjorde dem samarbejdsvillige. For at indikere retssagens snart forestående afslutning opsummerede de igen de føromtalte lovovertrædelser og graden heraf, samt vidnets forklaring af disse. Dette tog ikke mange åndedræt og en dom kunne gives.
”Hvad er den tiltaltes navn”, et spørgsmål de alle havde glemt at stille ved de første udsigter til en vidneforklaring. Virenius så på sin kone, der videregav spørgsmålet på det syngende sprog. Manden svarede, dette svar behøvede ingen oversættelse. Den tiltalte så op på Virenius, og var hverken mere rolig eller mindre desperat, og svarede Amé. Virenius nikkede og så på den sølle skabning, der stadig knælede på gulvet. Uden at vide, hvilken straf og dom han skulle give til manden, fortsatte han til domsfæstelsen.
”Amé dømmes til-”
Virenius tøvede, imens han febrilsk prøvede at finde en passende straf, som både ville være ret og realistisk for Amé at afsone, men han skulle ikke sidde længe og tænke, denne gang fangede Elisin hans blik og ønsket bag dem var tydelige. Han så hvad hun ville, og da hun hviskede, som var det en bøn:
”Til ti års arbejde for min familie”
gentog Virenius efter sin kone. Ordene kom bag på ham, han havde ikke planlagt at eftergive sin kones ønske, men havde blot gentaget de ord hun netop hviskede, så lavt han næsten troede hun ikke havde sagt dem – som havde hun plantet ordene på hans læber havde han sagt dem. Han så ned på hende og Elisins strålende øjne mødte ham, glæden og sejren i Markisgiftens øjne var slående. De skinnede, som altid, men de tilhørte ikke nogen kvinde, de var kattens, katten som havde fanget en længe jaget kanariefugl, og trods denne sejr, var der også overraskelse. Hun havde ikke forventet at han ville gentage hendes ord, håbet ja, men ikke forventet. Juristerne begyndte at rejse sig fra deres stole og konverserede afslappet og roligt med hinanden – den sidste dom var afsagt og de havde dermed fyraften. En lidt pudsig dom var det, dette blev også nævnt, men vel også passende, da skibet havde tilhørt Virenius, en udmærket – lidt pudsig – dom.

Elisin sprang op fra stolen og gik målrettet op til sin mand, der ligesom juristerne var begyndt at rejse sig – dog han ikke var del af deres snak. Han betragtede sin kone, hendes energi og hendes blik, da hun kom marcherende mod ham. Hun hev ham til sig, omfavnede ham og kyssede ham dybt, hun havde knap sluppet ham, da hun begyndte sin sang af taknemmelighed og lovprisende ord, alt imens hun trak ham med ud af domhuset og ind i deres karret, der ville køre dem hjem. Uden at forklare sig eller gøre andet end at fortsætte sin sang af velsignelser, fik hun skubbet ham ind i karretten og løb selv tilbage til domhuset. Ikke et minut senere kom hun spankulerende ud med Amé på slæb. Hun havde fået en tjener til at føre ham ud og fik ham placeret i den samme karret som hun selv og Virenius kørte i. Amé var stadig i lige så desperat tilstand som før, men han spurgte hverken tjener, Markis eller Markisgift om vejledning eller svar på dommen. Han sad blot i kareten og så Elisin kaste sig over sin mand og talte til manden i et sprog Amé ikke kunne forstå, dog intentionen bag ordene ikke var skjulte. Borgfruen fortsatte sin lange tale og lå praktisk talt oven på Virenius, der næsten havde glemt at Amé var i samme rum, mens hendes fingre vandrede og dansede over hans bryst og ind under hans skjorte. Hun hviskede, alt imens hendes øjne lavede løfter og opfordringer, der ikke behøvede ord. Borgherren gestikulerede halvhjertet og undskyldende mod Amé, men Borgfruen trak blot afvisende på sine skuldre og kombinerede handlingen med lige så afvisende en håndbevægelse i Amés retning. ”Han forstår ikke et ord af, hvad der bliver sagt, skat. Tag det roligt”, Elise kyssede kærligt sin mand på næsen, der langsomt blev mere tilpas ved sin kones fortsatte ord og handlinger af taknemlighed.